Esther Jensen, Aulum
Her er mit liv
– fra Skjærk Skole til Aulum Byskole,
om at være medstifter af Midtjysk Albyg og
kromutter på Borbjerg Møllekro.
Hugo Overgaard, Vildbjerg:
Barn og ung i Ljørring og Aulum
– Erindringer om “Overgaard”, Ljørring, skolegang, FDF, håndbold og tiden som smedelærling.
At interessen for at høre en god fortæller stadig er usvækket, fremgår tydeligt af den kendsgerning, at arrangørerne af Fortælledagene, Tove og Erik Nørkjær hver gang kan melde udsolgt kort efter annonceringen af arrangementet. Medvirkende er sikkert også, at deltagerne øjner en mulighed for at møde en god ven, man ikke har set i mange år, hvilket hænder næsten hver gang. Ved lørdagens arrangement på Stationen i Aulum var der truffet aftale med Esther Jensen og Hugo Overgaard som fortællere.
”Jeg kom til verden i Overgaard i Ljørring”, indledte Hugo Overgaard som den første ved fortælledagen, og det skete ikke uden lidt dramatik. For da man ville tilkalde jordemoderen i Aulum, oplyste personalet på telefoncentralen i Ljørring, at det desværre ikke kunne lade sig gøre. ”Hun er allerede kaldt ud”, lød beskeden, ”men prøv Fru Franck i Vildbjerg”.
At der var telefoncentral i Ljørring på det tidspunkt , ligeledes et mejeri (bygget 1888) , Aulum mejeri (1928) , træskohandel, købmand (ca. 1900) samt at den første læge i Aulum ( 1907) faktisk var startet i Ljørring, før han slog sig ned i Aulum, understreger, som en deltager indskød, at Aulum.faktisk var en forstad til Ljørring.
Under udredningen af nogle tal vedrørende Ljørring skolevæsen hørtes pludselig en stemme fra publikum “ Nej, det passer ikke” , og så opstod en kort diskussion om forholdene, før man nåede til enighed. Leder af Ljørring skole var i øvrigt Inger Steensen, der hver dag sluttede skoletiden med at synge * Nu er timen til ende” og give eleverne hånden til farvel.
Fik man opklaret spørgsmålet vedrørende skolen,lykkedes det ikke, da Hugo Overgaard efterlyste en Jens Huse, og det er vist første gang, publikum har givet op, når en person blev omtalt.
En omtale af finurlighederne angående eksempelvis beboernes udnyttelse af posten til at forrette småærinder, købmanden, der havde installeret et system , så man kunne få pumpet luft i sin cykel og bagefter blev afregnet i kontrabogen med “ luft… 25 øre” og Poul Eriks forklaring på hurtigt at skaffe en vare i butikken, kendte alle til og kunne more sig over at blive mindet om.
”Jeg blev udlært hos smed Nikolaj Nielsen i hans smedje, der dengang lå på.den grund i Danmarksgade, som senere blev solgt og bebygget af Danske Bank – nu forretningen “ En Fryd.by Anni og Heidi” . Det var en god læreplads, og jeg var meget stolt, da jeg fik min første ugeløn på 51 kr udbetalt kontant.”
”Selv om jeg nu er bosiddende i Vildbjerg, kommer jeg af og til Aulum. En gang om året går jeg sammen med min bror en tur gennem byen, og vi mindes, dengang der var en forretning i hvert hus i Kirkegade og i Danmarksgade i hvert andet hus.
Skjærk skole ! Hvor ligger den? vil mange sikkert spørge. Ikke underligt, for den eksisterer ikke mere, men blev nedlagt i 1961. ”Der var på det tidspunkt kun 5 elever indskrevet på skolen, så det blev besluttet at nedlægge den og flytte børnene til Aulum Byskole”, fortæller Esther Jensen, ”men der startede jeg min skolegang, efter at vi var tilflyttet fra Resen ved Struer. Vores lærer husker jeg mest for hans stræk-og-bøj gymnastiktimer, og timerne i sang påtog han sig heller ikke, så de blev overladt til gamle Schriver, der boede som pensionist i Aulum.”
”Efter eksamen var jeg lidt i tvivl om, hvad jeg skulle give mig til, men så så i et opslag, at man på Amtstuen i Holstebro manglede en elev. Jeg søgte stillingen og fik den, og lærte de næste år alt om forskellige afgifter, skatter og ejendomsvurderinger. Da Amtstuen blev nedlagt i året 1970 flyttede jeg til Herning, hvor jeg fuldendte min uddannelse som skatterevisor.”
”I 1972 blev jeg gift med Carl uden det dog ændrede mit efternavn, for hans efternavn var også Jensen. Han var ansat som rådgivende ingeniør hos Midtconsult , men fik ansættelse som direktør, og det blev starten på et byggeeventyr indenfor bl.a totalentreprise . Der blev i den grad opført bygninger over hele landet, også i udlandet bl.a på Færøerne og i Libyen. Til sidst blev mit arbejde så omfattende, at jeg søgte om orlov fra det offentlige for på fuld tid at indgå firmaet.
Vi holdt meget af at gå ud at spise, og under en god middag på Borbjerg Møllekro, kom det på tale med ejeren, om stedet var til salg. Selv om snakken var halvt i spøg, kom der pludselig gang i sagerne, da ejeren tilsyneladende ikke havde noget imod at indgå en handel, Handelen gik i orden på få dage, og så kunne jeg smykke mig med titlen kromutter, en titel jeg beholdt i 31 år, indtil kroen blev solgt i 2018. Men det blev nogle gode år, hvor vi nåede at ombygge og restaurere mange ting.
Jeg var blevet enke nogle år tidligere,og jeg gik nu og overvejede, hvordan min fortsatte tilværelse skulle forme sig.
Jeg havde stor lyst til at købe en motorcykel, selvom jeg ikke havde kørekort, men en kørelærer forsikrede mig om, at det påtog han sig gerne at forsyne mig med. Som sagt så gjort, og det var en god beslutning, der fuldstændig vendte op og ned på min tilværelse og har bevirket, at jeg siden på motorcyklen har nået at besøge 112 lande og er blevet medlem af De berejstes Club.
Under en tur til Swasiland i 1997 blev jeg opmærksom på en lille forældreløs pige, som jeg efterfølgende blev fadder for, og siden er yderligere 3 SOS børn kommet til. De er alle blevet voksne, og jeg har besøgt dem og konstateret, at de alle har gjort det godt og fået gode stillinger. Det glæder mig oprigtigt, ligesom den fornemmelse at have udrettet noget.”
Lørdag den 28 februar afholdes endnu en fortælledag med to dygtige fortællere, så stamkunderne kan godt begynde at skrive dagen i kalenderen.
Tekst: Oskar Krogsgaard – Foto: Tove Baunbæk Nørkjær – Musik: Spor 4