Første lokalhistoriske fortælledag på Stationen blev afholdt 26. februar 2022.
Erik Nørkjær fortalte om sin opvækst i Kirkegade
– om Kirkegades forretninger og personligheder i 50´erne og 60´erne.
Marius Overgaard kom hjem og
fortalte om sin opvækst i KFUM-huset med køkkenpiger, pensionærer og gæster – elevtid i FC Marked og senere job hos Svends Møbler og Tæpper.
Eftermiddagen gik godt, med kommentarer og yderligere beretninger fra de fremmødte, der i nogle tilfælde kom langvejs fra.
Læs her Oskar Krogsgaards artikel om fortælledagen i Lokalvisen:
https://lokal-avisen.e-pages.pub/titles/lokalavisen/6257/publications/403/articles/1544265/2/1
eller her:
For det summede af liv på Stationen lørdag eftermiddag som på én af de travle rejsedage før i tiden,
men en rejse var der for så vidt også tale om denne eftermiddag, en rejse tilbage i tiden, for Tove og
Erik Nørkjær havde inviteret interesserede til en fortælledag om Aulum i gamle dage, og mange
havde efterkommet invitationen. Ja, så mange, at der ikke var blevet plads til alle, der havde
henvendt sig, så man havde følt sig nødsaget til at oprette en venteliste.
Erik Nørkjær lagde selv for med en beretning om livet i Kirkegade i 1950-erne og 1960-erne, en
beretning om ”barndommens gade”, som han havde valgt som overskrift, og med henvisning til, at
han selv er født og opvokset i Kirkegade, nærmere betegnet i nr. 8, som hans bedstefar Jens
Nørkjær i sin tid (1910) havde erhvervet og indrettet som cykelhandel og senere også med
radiohandel.
En forretning som i 1930 blev videreført af hans far Anders Nørkjær og Erik selv i 1983.
På bramfrit jysk tog Erik Nørkjær så fat på skildringen af beboerne i Kirkegade, og det lige fra
erindringen om bager Kiilerichs uovertrufne kanelsnegle, lyden af ringeklokken fra Niels M.
Nielsens hestetrukne mælkevogn, som bekendtgjorde, at nu kunne der købes mælk, til brølet fra
dyrene som blev slagtet i gadens to slagterbutikker.
Gang på gang brød latteren løs, når der blev fortalt anekdoter om eksempelvis Hasses svar på,
hvorfor de lovede vinduer endnu ikke var leveret, købmand Petersens bud efter service, som
dækkede over, at nu var der servering af en kop øl eller slagtersvenden der påstod, at han ingen løn
fik, men ”levede af kødben og tæsk”
Under tiden manglede der lige et navn i beretningen, men straks var forsamlingen parat med
undsætning, og gennem hele beretningen skinnede den hjælpsomhed og det fællesskab, der var i
gaden tydeligt frem, og som en af de tilstedeværende bemærkede” en slagter kunne godt tilbyde
mindre bemidlede en pose med pålægsrester uden betaling”.
Det var ikke sådan, at man kom nemt om ved at drive forretning, tværtimod var der tale om stor flid
og en arbejdsindsats der strakte sig over mange timer og kun tillod ferie i begrænset omfang.
I året 1925 blev den såkaldte pogeskole i Skolegade nedlagt, og børnene flyttet til den nybyggede
Byskole, og i stedet blev ejendommen indrettet til kommunekontor og fungerede som sådan indtil
1956.
Nogle år tidligere havde Aulum KFUM købt et hus i Danmarksgade, nærmere betegnet nr. 27 for at
indrette det til fritidshjem. Det ville Bolignævnet dog ikke give tilladelse til på grund af mangel på
lejligheder. I stedet blev huset solgt, og fortjenesten ved salget samt et indsamlet beløb brugt til at
erhverve det gamle kommunekontor og indrette det til fritidshjem med et bestyrerpar.
Og det blev i 1962 mine forældre fortalte Marius Overgaard, som ved arrangementet var næste
fortæller, og det er nogle tallerkener, fade og service jeg i tidens løb har vasket op som hjælp i
køkkenet, for KFUM blev meget brugt af befolkningen til afholdelse af ”Suppe, steg og is fester”
Og der blev selvfølgelig serveret ”La Pomme” til i store slanke flasker.
Vi havde også adskillige pensionærer, som indtog deres daglige måltider i KFUM og ikke var bleg
for at få serveret opvarmet kaffe, for der skulle jo spares. Jeg kan også huske, at min mor, fortæller
Marius, serverede mad i fattighuset, som lå lige bag ved KFUM-bygningen.
Der var til sidst afsat tid til at andre kunne få ordet, og selv om det ikke blev til ret meget, efterlod
det dog det indtryk, at mange sad inde med en viden, som i større grad end det var tilfældet, kunne
have suppleret beretningerne.